Forskellen på en fredet bygning og en bevaringsværdig bygning er, at de fredede bygninger har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning, mens de bevaringsværdige bygninger har regional eller lokal betydning.
En fredning gælder for hele bygningen, såvel det ydre som det indre, mens en udpegning som bevaringsværdig bygning alene vedrører bygningens ydre.
Kommunerne udpeger bygninger som bevaringsværdige. Dette sker enten i kommuneplanen eller i lokalplaner, der kan indeholde bevarende bestemmelser, som har til formål at sikre bygningerne.
I Randers Kommune bliver bevaringsværdige bygninger registreret efter SAVE metoden, som blandt andet tager bygningens arkitektur, tilstand, kulturhistorie og originalitet i betragtning.